Stifinderturnering 2014

Tre Stifindere  tog i Kristi Himmelfartsferien kampen op mod 72 andre Stifindere på Stifinderturneringen. Turneringen er årets højdepunkt, hvor Stifindere fra hele landet tester deres spejderfærdigheder med og mod hinanden.

På turneringens første dag blev der konkurreret i etablering af lejr. På en bar mark skulle Stifinderne bygge en lejrplads med bålsted, huggeplads til brænde og indgangsportal. Det var hårdt arbejde for de tre deltagende piger mellem 10 og 12 år, så de måtte prioritere skarpt for at få de vigtigste arbejder på plads først. Da pigerne havde, hvad de skulle bruge til madlavningen, kunne de få tid til andet.
Det, som børnene så mest frem til, var Stifinderløbet på konkurrencens anden dag, hvor de dystede i alle traditionelle spejderdiscipliner som 1. hjælp, kompas, snigning og i år også spydkast. Undervejs vurderede dommerne ikke bare deres præstation, men også om de samarbejdede godt og målrettet om opgaven.
Stifinderne sluttede dagen af med den nok sværeste prøve: aftensmad over bål. Det krævede optimalt samarbejde at holde gang i bål til både gryder og ovn samtidig med, at der skulle skrælles kartofler, steges hakkebøffer og laves dej til brød. De tre Stifindere fra Fugl Phønix blev færdige som nummer tre og fik fine ord med fra dommerne både på smag og tilberedning.

Konkurrencen sluttede lørdag med præmieoverrækkelse. Bæverne fra Fugl Phønix blev nummer 13 ud af 16. En flot præstation for et lille kobbel, som deltog for første gang.

Næste gang Fugl Phønix viser, hvad de kan, bliver på Pedersborgdagen den 28. juni, hvor interesserede kan komme og prøve kræfter med forskellige spejderdiscipliner.

 
De Gule Spejdere | fuglphonix(at)fuglphonix.dk
Jyskweb 2008